Hanauma Bay og Botanisk have.
24. januar

 

Vi står op klokken 6 for at komme tidligt af sted, så vi kan få en P-plads ved Hanauma Bay. Det var godt, vi lige tjekkede det hele ud pr bus i går. Nu kender vi nogenlunde vejen og med hjælp fra fru Nielsen (vores søde kvinde inden i GPS’en) går det fint. Hun er dog lidt tavs i starten - vi havde glemt at fortælle hende, at hun skulle på arbejde så tidligt :)

Da vi tager hjemmefra er her mørkt og på vejen derned lægges der an til en solopgang ned over havet. På vigepladserne langs vejen holder flere biler og folk nyder solopgangen. Det er vildt flot og skyerne changerer i lyserøde og orange farver. Her holder også busser, som har arrangerede solopgangsture. Her kan man købe alt, hvis man ikke lige har bil eller vil tage offentlig transport.

Der går også busser til Hanauma Bay, der henter en på hotellet. På turen lærer man at snorkle og de kører en tilbage igen på hotellet.

 

Vi er der klokken 7.30 og her er stadig P-pladser. Vi får tjekket os ind, så vi ikke behøver at se filmen igen om hvordan vi skal passe på korallerne. Godt vi skrev os på listen.

Her er ikke mange på stranden og her er stadig lidt køligt.

 

 

Snart får solen magt og det strømmer det ind med gæster. Livredderen tager plads i sit tårn og vi tager på opdagelse ude i koralrevet.

 

Her er lidt fisk, som vi har taget med vores kamera. Den hvide med de sorte striber hedder en Convict Fish- en fængselsfisk.

 

      

   

   

 

Hjemme igen er planen at tage til et vandfald inde på øen. Der kommer dog en lille orange lampe i vejen. På displayet i bilen viser en kontrollampe orange. Symbolet betyder, at motoren skal efterses hurtigst muligt. Pokkers også. Vi finder et Hertz biludlejningsfirma 10 min kørsel fra hvor vi bor, men de har ingen ledige biler, så vi må i lufthavnen. Så er det sandelig godt, at lufthavnen ligger så tæt på.

Vi spilder lige et par timer, men får 400 kroners godtgørelse for ulejligheden. Fair nok, men vi må lave planen for eftermiddagen om. I stedet tager vi i Botanisk Have, som ligger tæt på lufthavnen. Fin have med en masse træer, en sommerfuglehave og et drivhus med orkideer. Desværre har vi ikke vores spejlreflekskamera med og solen er så skarp at det er svært at fotografere.

 

   

 

Træerne er meget forskellige fra dem vi kender. Her er vildt mange forskellige slags palmer. Vi anede ikke, at der findes så mange slags.

 

Mange af træerne har blomster og frugter siddende direkte på stammen. Her er træer med meget lange runde frugter så tynde som stearinlys, der hedder : "stearinlys-træ".

 

 

        

Her er et kanonkugle-træ, der har frugter så stor som kanonkugler. På et skilt står der, at man skal passe på ikke at få kanonkugler i hovedet.  

Vi ser gurkemejeplanter, kakaobuske og træer, hvor der gror orkideer på grenene.

 

   

Kakaobønnerne  har en fantastisk flot rød-lilla farve. De gror direkte på stammen.

 

 

Her er også træer der har så mange store blomster, at de næsten ikke kan tælles. Træet er fyldt og det er jorden under træet også. Ikke så sært at man på Hawaii kan drysse om sig med blomster og binde lange kranse af dem. De drysser bare ned fra himlen. Her er 3 blomster drysset ned på et picnicbord under træet.

 

 

I orkide-drivhuset er der orkideer i alle størrelse. Nogle er 1 cm store og andre er 15 cm i diameter. De er i alle farver og mønstrene på bladene er meget flotte.

 

   

 

 

Efter et par timer går turen tilbage til hotellet.

 

Aftensmaden spiser vi på en restarant på hovedgaden. Maden er meget flot anrettet. Jes' fisk og skalddyr ligger inde i et bananblad, der er foldet til et kræmmerhus. Kartoffelmosen er sprøjtet ud med en tylle og de råstegte grøntsager er rullet sammen med et damet stykke pak Choi kål.

 

 

Vi kommer i snak med en meget flink tjener. Vi fortæller, at det er vores sidste aften her på Oahu og at der venter os en 17 timers rejse hjem. Han kommer med en kæmpe gratis dessert til deling. Det er en chokoladekage med macademia-nødder og is. Vi bestiller kaffe og the til, men det får vi også gratis. Det var sandelig en fin service vi fik på Atlantis Steak and seafood restauranten.